POVEL

Povel bliver født november 1766, og bliver døbt 20. november i kirken i Nørre Nærå. Hans far og mor er Rasmus og Karen. De bor i et lille lejet hus på godset Kørup.

Allerede som 5-årig er Povel med til at skaffe mad til huse. Der går et par høns bag møddingen. Det er Povels arbejde at kigge efter æg. De kan ligge overalt. Hønsene går løse. Han skal muge ved koen. Den står bundet i en lille bås bag udhuset. Der skal samles hø. Kålhaven skal luges.

Det er mors arbejde at malke. Mælk er dyre dråber som ikke må gå til spilde. Povel synes det er magisk, hvad mor kan lave af mælken. Smør. Tykmælk. Ost. Men det bedste er når mor om søndagen hælder den rene mælk i den store gryde over ildstedet og koger sød boghvedegrød. Han bliver helt salig ved tanken om den søde gyldne sirup som mor hælder over grøden.

Han kan stadig svagt huske sidste år. Koen havde været syg. Gav ingen mælk. Det var forfærdeligt. De fik hverken ost eller smør eller grød. Far og mor var så mærkelige. De havde kigget meget på hinanden og været så stille. De var vist bange for at koen skulle dø. De havde ikke penge til en ny. De havde snakket om det når de ikke troede han hørte det. Det var noget med mange rigsdaler og skilling. De kunne ikke undvære en ko.

Heldigvis havde smedens kone været ovre hos dem. Hun havde haft noget saft eller opkog. Hun havde fået koen til at spise det sammen med lidt hø. Så havde hun læst noget fra Biblen og sluttet af med at slå korsets tegn over koen. En uge senere var koen rask. Den begyndte igen at give mælk.

***

Nu er Povel seks år, og han skal snart begynde i skole. Han glæder sig til at lære at læse. Så vil han hjælpe sin far med at læse højt af Biblen til jul.

Han er nu lidt mere opmærksom på de voksnes snak. Det varer ikke så længe før han skal ud at tjene. Han har hørt far snakke om at måske skal han tjene hos præsten. Det er en god plads. Præstekonen sørger godt for sine folk. De får god og rigelig mad. Brød med fedt. Spegesild. Grød. Grønkålssuppe med kogt flæsk. Og han kan gå i skole om formiddagen. Kun arbejde eftermiddag og aften. Det er vigtigt at alle mennesker lærer at læse og skrive. Det siger præsten. Regning er også godt. Men det vigtigste er at kunne læse. Så man kan læse Guds ord. Det er en god trøst. Hvis maner sulten eller ked af det.

Han har hørt de voksne snakke om kongen og hans læge. Der er vist noget med at lægen skal halshugges. Han har kærestet med dronningen.

Povel ved godt hvad det er at kæreste. Han har set de voksne karle og piger til legestuerne. De lister sig ud i mørket om natten og står meget tæt sammen. Holder fast om hinanden. Han kan ikke lige forstå hvorfor det kan være så farligt. Så farligt at man skal henrettes for det. Det ser da ud til at være dejligt.

Povel glæder sig til han skal i skole. Så får han nye træsko. Han har været med far ovre ved træskomanden. Han skal måle hvor store de skal være. De bliver med jernbeslag. Så de kan holde rigtig længe. Om sommeren har han selvfølgelig bare fødder. Men om vinteren har han træsko på. Sidste år havde han et par strømper. Bedste havde strikket dem. De var blevet forlænget og forlænget og stoppet. Nu var de helt slidt op. Lige nu havde de ikke noget uld. Deres får var død. Det havde spist nogle giftige planter ude på marken. Det varer noget tid før lammet er stort nok til at blive klippet.

Han har både en trøje og bukser. Ærmerne er blevet forlænget. De er lappet på albuerne. Mor har lavet det så fint. Det kan næsten ikke kan ses. Bukserne er korte. Når han bliver voksen og konfirmeret får han lange bukser. Der er længe til. Han kan slet ikke overskue årene.

***

Povel er konfirmeret. Han har forlængst fået lange bukser. Forlængst afsluttet tjenesten ved præsten. Han har op til 1787 tjent hos forskellige andre bønder i sognet. Lige nu er han hjemme hos forældrene i Nørre Nærå. Han har en lillebror. Peder. Peder er kun er 10 år gammel. Povel holder meget at sin lillebror. Han er vanfør. Han faldt ned af stigen til høloftet. Knuste hoften. Han har haltet lige siden. Det ene ben er helt forkrøblet. Han kan ikke klare hårdt arbejde. Derfor bliver han drillet af de andre børn. De råber ”Haltefanden” efter ham. Det har altid gjort Povel vred. Men også ekstra omsorgsfuld over for Peder.

***

Povel er soldat. Han skal stille til exercits hver lørdag oppe på pladsen bag ved kirken. Han blev indført i lægdsrullen på godset da han blev født. Han har hørt om krigen som sluttede 1784. Den var mellem Holland og Frankrig på den ene side. England på den anden side. Danmark er på en eller anden måde berørt af krigen. Han kan ikke lige gennemskue hvordan. Hvis fransken eller engelskmanden overfalder Danmark. Så skal han vise dem.

Han har været i påske-legestue i Nørre Højrup. Sammen med alle de unge tjenestefolk. Der er specielt én han husker. Birte. Hun tjener hos Peder Jørgensen. Hun er det smukkeste han har set. Friske røde kinder. Klare øjne. Smal om livet. Lige til at holde om i dansen. Og han har danset. Næsten hele aftenen kun med Birthe. Og hun ville gerne danse med ham. Han tænker tilbage på sin barndom. Han så de voksne gå ud i natten og kæreste. Nu er det ham der har en kæreste. Povel ved at han og Birthe ikke kan blive gift nu. De skal jo have et sted at bo først.

Men de kan mødes så tit det er muligt.

Birte

Birthe bliver også født 1766. I nabosognet Klinte. Hun bliver døbt 23. november i kirken. Hendes mor og far er Maren Pedersdatter og Bertel Smed i Klinte.

Birte må arbejde fra hun er bare fire-fem år gammel. Ligesom alle andre børn i sognet. Hendes far er smed i byen. Det er hun stolt af. Alle bønderne og husmændene kommer til ham når deres redskaber er gået i stykker. Og hendes far kan lave alt. Plovskær. Vognhjul. Harver og tøndebånd. Og han er slet ikke bange for de store heste. Vupti tager han lige ét af hestenes ben mellem sine egne. Holder fast. Sætter skoen hen over hoven og banker den fast med søm. Dem han selv har smedet.

Birte elsker når hun kan snige sig ind i smedien. Stå lige så stille og kigge på sin far. Han har altid ild i den store esse. Han blæser ilden i gang igen med den store blæsebælg. Så blusser den op. Han har lange tænger til at holde jerntingene ind i flammerne med. Han tager dem udaf ilden når de er het rødglødende og lægger dem på ambolten og hamrer dem i form med den store smedehammer. Så tager han dem igen med tangen og putter dem ned i den store tønde med vand. Så sprutter og damper det. Hele smedien bliver helt tåget. Far er altid helt sort i hovedet og på hænderne. Det er både aske og støv. Han har et stort læderforklæde på. Så kan gløder fra ilden ikke springe ind og brænde ham på maven.

***

Birte skal snart i skole. Hun glæder sig. Hun vil så gerne lære at læse. Hun ved godt at hun nok aldrig vil få brug for det. Det er jo altid mændene der læser højt fra Biblen. Aviser har hun hørt om. De er meget dyre. Og salmerne lærer hun udenad. Mor har allerede lært hende mange. Hun kan synge med i kirken om søndagen. Den hun holder mest af er ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære”. Den er lidt svær at synge. Men hun kan li' de billeder den giver hende inde i hovedet. Hun har hørt om kongen i København. Han er vist nok vanvittig. Alligevel har han fint tøj og guldkrone på hovedet.

Hun får nyt forklæde, når hun begynder skolen. Mor er ved at væve stoffet. Det bliver gråt med blå tern. Birthe kan næsten ikke vente. Det er første gang hun får sit eget nye tøj. Ellers har hun bare haft en omsyet kjole Fra et af mors gamle skørter.

***

Hver dag er det Birtes arbejde at passe fåret. Det græsser på fællesmarken. Hun skal sørge for at det altid er tøjret. Der er kun et flettet pilegærde til at holde dyrene inde.

Det er ikke altid det bliver repareret. Det er egentlig landsbyens beboere som skal sørge for dét. Men tit er alle udkommanderet til hoveri for baronen. Det kan de ikke sige nej til. Baronen ejer alle folk i landsbyen. Alle skal gøre som han siger. Eller som hans foged siger. Hvis de nægter kan han straffe dem som det passer ham. Birte er nogle gange gået forbi træhesten. Det er en buk lavet af træ. Engang sad Hans på træhesten. Han nægtede at høste for baronen. Han sad overskrævs på tværbjælken. Der var bundet tunge lodder i hans fødder. Så blev han trukket tungt ned mod jorden. På den måde skar bjælken ind i hans lyske. Birte har også hørt om folk som er blevet sat i hundehullet. De har måske stjålet noget mad. Så sidder de fastspændt i hullet. Med en lænke om halsen eller om et ben. Indtil greven bestemmer straffen. Eller til de kan komme for retten. Nogle gange er der én som myrder en anden. Det bliver man hængt for. Ude på galgebakken. Engang imellem går Birte om bag kirken og kigger over mod Kiørup. Så kan hun se bakken med galgen oppe på toppen. Hun har aldrig set nogen hænge der. Heldigvis.

***

Birte er kommet ud at tjene efter sin konfirmation. Hun har været nødt til at blive hjemme hos forældrene indtil da. Hun har aldrig været stærk. Hun var faktisk lige ved at dø da hun blev født. Mor bad så mindeligt til Gud. Om ikke hun alligevel måtte leve. Og det hørte Han. Men stærk blev hun aldrig. Lille. Tynd. Kraftesløs. Hun hostede tit. Gennem årene har hun fået lidt flere kræfter. Derfor har hun fået plads hos Hans og Johanne fra 1. maj. Hun skal hjælpe madmor i stegerset og bryggerset. Det skal nokgå. Hun er vant til at hjælpe sin mor derhjemme. Hun kan bage. Kærne smør. Koge grød. Salte sild. Alt hvad der hører til en husholdning.

***

I aften skal hun i påske-legestue. Det er Knud Nielsen's tur til at arrangere. Ham og hans kone Catharina. Birte har tjent hos Peder Jørgensen i Højrup siden 1. november sidste år. Det har været en god plads. Hun har haft sengested sammen med den gamle pige. Ved siden af stalden. Og maden har været god. Grød og flæsk hver dag. Kål og æbler.

Hun skal følges med de andre unge i landsbyen. Hun glæder sig. Hun har taget sit fine kjoleliv på. Og et vævet bånd om livet. Hun har nevet i kinderne for at gøre dem røde. Og bidt sig i læberne. Hendes øjne skinner af spænding.

Hun har leget og danset hele aftenen. Og danset. Og danset igen. Med Povel. Han er den flotteste mand. Og den stærkeste. Altså lige bortset fra hendes far. Og Povel ville gerne danse med hende. Igen og igen. Hendes kinder blusser. Hendes øjne stråler. Hendes hjerte banker.

Povel og Birte

De er lige blevet gift. Først trolovet. Med to respekterede mænd fra landsbyen som forlovere. Så gift. Som det skal være. Det er juli 1790 og Birte er en lille smule gravid. De gamle koner i landsbyen mener at hun nok lægger sig omkring januar næste år. Birte er 24 år. Det er passende at få barn nu. Især fordi hun har en ægtemand. Birte og Povel kender til uægte børn. Unge piger kan få både to og tre. Uden at være gift. Det er Synd. De skal stå frem for hele menigheden i kirken og angre. Og afsløre barnefarens navn. Nogle kender barnets far. Andre ikke. Det sker tit at faren nægter. Det er svært at bevise hvem faren er. Som regel slipper mændene fra det. Birte gyser lidt. Hun er heldig med sin gode og ærlige mand. Hun er lykkelig. Pyt så med at hun ikke læser højt fra Biblen om søndagen. Hun læser lidt i den for sig selv. Hun kan skrive sit navn. Det er altid Povel som ordner dét med papirer. Det er ikke kvindesysler. Men han er ikke så god til at skrive som hun. Det er hun stolt af. Men nævner det aldrig for ham. Hvis han skal skrive under sker det med påholden hånd.

***

Et lille ildsted i stegerset. Et lille sengested i stuen. Det er deres hjem. Birte har gennem årene samlet fjer til dynen og de to puder. Hun har selv vævet våret i de lange vinteraftener før hun blev gift. Det trækker ind ad døren og de skæve vinduer. Lergulvet er fugtigt. Hun er begyndt at hoste igen. Ikke meget. Vist nok kun hun selv har bemærket det. Hun slår det hen. Nu skal hun ha' barn.

De gamle koner fik ret. Hun lægger sig efter Helligtrekonger 1791. Selv om hun er klejn har hun nemt ved fødslen. Povel er så stolt. Han får en søn. Rasmus, som sin farfar. Rasmus skal være den første i en stor børneflok. Storebroderen som de andre søskende kan se op til. Som kan arbejde på lige fod med sin far.

***

Birte vågner senere end hun plejer. Hvorfor har Rasmus ikke vækket hende om natten? Han plejer at være sulten. Povel er gået på hoveri på Kiørup. Der skal repareres gærder. Hun mærker noget koldt mod sit lår. Mærker efter om dynen er gledet af. Det er Rasmus. Det er Rasmus der er kold. Det er Rasmus der ligger kold mod hendes lår. Hun skriger og skriger. Holder om Rasmus som ikke er. Råber hans navn. Ryster ham. Kryster ham. Tanke eksisterer ikke. Tyk sort tomhed. Povel kommer hjem til unnen. Han skulle have haft saltsild. Fedtemad og øl. Birte sidder i skorstenskrogen. I skødet ligger Rasmus som ikke er.

***

Rasmus bliver begravet. En blæsende bitterkold februardag. Samme dag introduceres Birte efter fødslen. Så hun kan blive ren. Præsten har skrevet i kirkebogen hvordan Rasmus døde. Det var jo ikke almindelig sygdom eller svaghed. Rasmus var rask og robust. Hendes mælk var nærende og livgivende. Præsten har snakket med dem og har været stram i tonefaldet. De skal skrifte offentligt i kirken. Birte forstår det ikke. Det er jo ikke Synd. Det er ulykke. Det må Vorherre og Jesus da kunne se forskel på. Ja, selvfølgelig kan de dét. Det er menigheden der ikke kan se forskellen. Og præsten. Derfor skal de skrifte. Så menigheden og præsten kan blive overbevist. Birte og Povel har fundet fred med Gud og Jesus. Sidst i februar overbeviser Birte og Povel præsten og menigheden. Nu bliver dagene levende igen.

***

Birte er med barn igen. Hun regner med at lægge sig de sidste dage i året. Hvis det bliver en dreng igen skal han hedde Rasmus. Efter døde Rasmus. Og farfar. Hun og Povel er flyttet til Gyngstrup. Huset dér er lidt bedre. Der er hønsegård og en lille kålhave. Alt skal nok gå. Bare de har hinanden. Hun skal nok arbejde hårdt.

Rasmus bliver døbt Nytårsdag 1792. Fødslen er gået fint. Nabokonerne har hjulpet til. Birte er svag i barslen. Hun kommer sig langsomt.

Børnene kommer jævnt over de næste år. Karen Marie i 94. Maren i 96. Berthel i 99.

Efter Berthel er det som om Birte ikke kan vinde kræfter. Hun hoster nu altid. Hun er træt. Meget træt. Er tynd og gennemsigtig. Øjnene sorte. Kinderne unaturligt røde.

De er flyttet tilbage til Nørre Nærå. De bor hos Povels far og mor. Er inderster. Det var ikke drømmen. Nu skal seks mennesker have mad hver dag. Det er ikke altid Birte får sin mellemmad. Eller nadver. Det er mere vigtigt at børnene får. Og Povel. Børnene skal vokse og Povel går i dagleje. Enten hos storbønderne eller på Kiørup. Det er svært at skaffe mad til huse. Hver eneste dag er der bekymringer. En fedtemad kan der som regel blive til. Og øl. Men ikke mælk. Povel og Birte har aldrig haft råd til at købe en ko. En gang i mellem har Birte fået en pot frisk mælk med hjem. Eller lidt ost når hun arbejder som malkerske på de store gårde i omegnen. Så har de fået sød grød. Rasmus og Karen Marie er gode til at arbejde. De hjælper allerede til med at passe gæs på den nærmeste gård. Maren og Berthel er for små endnu. Herreste Gud, Berthel er bare to år.

***

En dag først i det nye år 1801 kan Birte ikke rejse sig mere. Hun falder sammen på gulvet udenfor sengestedet. Povel lægger hende tilbage i sengen. Det er brystsygen. Hun ligger i to måneder. Bliver svagere og svagere. Hoster og hoster. Nabokonerne er flinke til at komme med mad til Povel og børnene. Selv kan hun ikke spise. Hun harikke kræfter til at tygge. Kan kun søbe lidt sødsuppe. Hun er heller ikke sulten. Kroppen har ikke længere brug for mad. Kun lidt tyndt øl. Så munden ikke bliver tør. Hun spytter blod. Hver gang hun hoster. En af de sidste dage i februar slipper de sidste kræfter op. Povel sidder hos hende. Hun hvisker til ham. Han må finde en kone. Børnene kan ikke klare sig uden madmor. Berthel er bare to år. Maren fem.

Birte slipper ånden med sin hånd i Povels.

10 Mark koster begravelsen. Det er langt mere end Povel har. Han har været nødt til at låne. Birthe får alterlys.

                                                                                           ***

Povel gifter sig igen den 18. marts. Dagen efter at han har fæstet hus og 17 dage efter at Birte er begravet.
Han har overtaget fæstet på huset efter sin far.
Fæsteafgiften er betalt. 50 Rigsdaler. Lånt. Huset er næsten nyt. Det er godt for børnene. Måske får de så ikke brystsygen.
Betingelserne må han affinde sig med. Han skal arbejde for godset. Køre ærinder til Odense. Til Bogense. Til Rørup Kirke. Han skal plante pil og frugttræer på grunden omkring huset.
Og i øvrigt rette sig efter hvad Kongen og godsejeren bestemmer.

Folk i sognet har fundet en ny kone til ham.
Kirsten Andersdatter. En gammel pige. Næsten 40 år. Hun tjener hos degnen i Grindløse. Hun bliver en god kone at få i huset. Hun er vant til børn. Degnen har to.

Forvalter Lauritzen fra Kiørup har været hos ham for at notere. Han skal skifte med børnene når han vil gifte sig igen.
Da det hele bliver gjort op har han kun gæld.
Børnene får deres afdøde mors klædekiste og gangklæder.

Tiden efter Birtes død er svær. Ingen tid til sorg.
Indeni er han tom.
Han kan ikke se mening.
Hvorfor straffer Gud ham så hårdt?
Han arbejder altid. Han passer sin kirkegang. Forsager djævelen. Og brændevin. Hvad kan han gøre mere?

Men Birte var syg. Sygdom er alles herre. Det ved han godt. Alligevel piner det ham. Det er svært at forene følelser og fornuft.Det er en god årstid nu. Snart kommer foråret. Så dulmer markarbejdet sammen med de andre fæstebønder på godset. Han er heldig at have fået en ny kone så hurtigt. Så kan børnene blive hjemme. Ofte bliver børn spredt omkring i sognet når moren dør. Eller faren ikke kan forsørge. Den lavestbydende bonde får dem. Det er billigst for sognet. Det er ikke kærlighed og omsorg som er drivkraften bag buddene. Børn er billig arbejdskraft. De skal kun have kost. Sparsom og ussel som den er.

***

Der kommer katastrofale år. Danmark ligger i krig med England.

Engelskmanden vinder slaget på reden ved København 1801. Povel tænker på sin ungdom. Exercitsen på kirkepladsen. I 1807 bombarderer engelskmanden København sønder og sammen. Og stjæler den danske flåde. Lille Berthel er nervøs for om de nymodens brandraketter måske kan ramme Nørre Nærå. Men det mener Povel nu alligevel ikke. Der må være for langt. Når han sammenligner afstanden ind til Odense? Der må være meget længere til København. Man skal også sejle for at komme derover. Det er flere dagsrejser væk.

Det har været dyre år for landet. Krig koster mange penge. Nu er de ingenting værd. Povel har set nødpenge i Odense. Han kommer ind til den store by en gang i mellem. Kun Kongens by København er større. Derfor kalder folk byen ”Lille København”. Det er ét virvar i Odense. Povel har nogen gange svært ved at finde rundt. Omkring 6000 mennesker bor der. De har deres dyr opstaldet i gårdene. Hvis køerne da ikke løber rundt i stræderne. I fæstebrevet er han forpligtet til ægtkørsel til Odense en gang om året. Så han bringer sidste nyt hjem jævnligt. Det er en god tjans at have. Alle er jo stavnsbundne. De kan ikke flytte fra godset uden tilladelse. Turene til Odense giver mulighed for at spørge nyt udefra. Povel har hørt om Niels Frederik Severin Grundtvig. Han siger præsterne ret imod. De vakte i landsbyen beundrer Grundtvig. Og synger hans dejlige salmer.

Der er kommet en forordning fra Kongen i 1810 om at alle skal vaccineres for kopper. Landet har været plaget af sygdommen. Mange er døde. Så nu skal man enten have haft sygdommen eller vaccineres. Ellers kan man ikke blive konfirmeret. Eller gift.

I 1813 udsender Kongen en proklamation om nye penge. I 1814 mister landet Norge. Povel synes at det har været rigtige uår. Det er svært for almuen at klare sig. Han ser nød og elendighed overalt. Men han klager ikke. Han har haft en god kone i Kirsten. Povel er på en mærkelig vemodig måde glad for at Birte ikke har oplevet de sidste 10-15 år. Hun har haft det godt hos Gud.

***

Året er 1834. Povel og Kirsten er blevet gamle og gået på aftægt. Er blevet almisselemmer. De bor hos lille Bertel. Det er fem år siden lille Bertel overtog huset. Herreste Gud. Han er jo ikke lille mere. 35 år. Og gift. Far til en ny lille Rasmus. Livet går i ring. Fortsætter i det uendelige. Povel har fået et ekstra arbejde på sine gamle dage. Han er blevet fattigfoged. Han er på én gang stolt og led. Stolt fordi præsten har tillid ham. Led fordi han kender til at være fattig. Det er hans opgave at jage fattige tiggere ud af sognet. De må i ikke dø her. Så hænger sognet på begravelsen. Det kan blive dyrt for sognekassen. Povel har medlidenhed med de arme forhutlede sultne syndere. Men han er afhængig af at få almisse. Derfor kan han ikke sige nej til arbejdet.

Povel bliver endnu engang enkemand i 1837. Denne gang er det ikke så slemt. Han har jo ingen at forsørge. Han mærker nu livets afslutning ånde på sig. Han har fået jaget Pjalte-Katrine og Luse-Lars og deres loppe-unger over sognegrænsen til Klinte. Men det har holdt hårdt. Han er nødt til at sætte sig i grøftekanten. Det stikker ud i den venstre arm. Han har svært ved luften. Pludselig kan han se Birte gå på vejen med lille Rasmus i favnen. Han kalder. Birte vender sig mod ham. Vinker. Smiler. Povel rejser sig og går hen mod Birte.

Sammen går de ind i evigheden.